Fredensborg Slotskirkes Pigekor
Pigekoret leverer korsang på højeste niveau til gudstjenester, højmesser, barnedåb og vielser i Fredensborgkirkerne.
Fredensborg Slotskirkes Pigekor hører til blandt landets bedste kirkekor. Koret leverer ren englelyd til gudstjenester, højmesser, barnedåb og vielser i Fredensborgkirkerne: Fredensborg Slotskirke, Asminderød Kirke og Grønholt Kirke.
Ved særlige lejligheder optræder pigerne for Kongehuset, og korets protektor er H.K.H. Prinsesse Benedikte.
Pigekoret består af sangere i alderen 14 – 20 år, og de har i løbet af de sidste 5 år opnået et fornemt niveau med et bredt repertoire, som spænder vidt fra klassisk kirkelig til populær musik.
Hele eller dele af Pigekoret kan bookes til private arrangementer. Her lover de en musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige, hvor de er tæt på publikum. Det går bare helt ind i hjertet, når pigerne flerstemmigt begiver os ud i sange, viser og ballader, som alle kender.
Praktiske informationer
Korleder og dirigent: Cille Buch
Korproducent: Monica Nørgaard Stevns
Kontakt for optagelse: fredensborgkor@hotmail.com
Yderligere informationer som koncertkalender, optagelse, booking, korlivet og presse vedrørende Fredensborg Slotskirkes Pigekor finder du på korets hjemmeside: fredensborgslotskirkespigekor.dk
Fredensborg Slotskirkes Pigekors Støtteforening
Vil du støtte Fredensborg Slotskirkes Pigekor og være med til at styrke koret?
Vi er privilegerede med et af landets bedste pigekor i vores kirker: Fredensborg Slotskirkes Pigekor og for at støtte op omkring dette, er der dannet en støtteforening, som altid kan bruge nye medlemmer. Alle er velkomne!
Som medlem vil du blive indkaldt til den årlige generalforsamling, samt have mulighed for at give input til støtteforeningens aktiviteter.
Læs mere om indmeldelse og pris her.
Hvad laver Støtteforeningen?
Hvem er Støtteforeningen?
Foreningens formål er at støtte korets rejseaktiviteter og almene trivsel, samt at medvirke til at udbrede kendskabet til Fredensborg Slotskirkes Pigekor. Foreningen arbejder således på at indsamle økonomiske midler til at betale for turnéer, deltagelse i korkonkurrencer i udlandet og markedsføring af pigekorets aktiviteter, herunder korets årlige sommertur, samt eventuelle udgifter, der måtte være omkring driften af Støtteforeningen. Alt arbejdet omkring støtteforeningen er frivilligt, ulønnet arbejde.
Frivillige forældre og interessenter grundlagde i november 2023 Fredensborg Slotskirkes Pigekors Støtteforening, der arbejder ud fra ovenstående formål. Bestyrelsen består pt. af forældre til pigerne i Pigekoret. Foreningens vedtægter kan findes på korets hjemmeside.
Pigekoret sang for Prinsesse Benedikte!
Fredensborg Slotskirkes Pigekor leverede under-holdningen på Hvidøre Slot onsdag den 9. maj 2018, hvor Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte afholdt et smukt arrangement for repræsentanter fra prinsessens mange protektioner, hvoraf slotskirkens pigekor er en af dem.
På billedet ses koret med dets leder Cille Buch og Prinsessen.